Udgivelse af covernumre og bearbejdelse af andres værker
Der er forskel på hvad du skal gøre, afhængig af om du ønsker at udgive et covernummer eller en bearbejdelse af et eksisterende værk. Herunder gennemgår jeg hvad du skal gøre hvis du vil bearbejde et værk, og hvis du vil udgive covernummer + hvad du skal gøre i Workstation når du uploader.
Bearbejdelse
Hvis man vil bearbejde et eksisterende værk – altså lave en ændring i tekst, komposition eller arrangement – skal man have tilladelse fra rettighedshaverne til originalværket, eller deres forlag. Det gælder også hvis man ønsker at sample fra et værk, eller vil lave et remix. Det er kun de oprindelige rettighedshavere, der kan give tilladelse og eventuelle rettighedsandele.
Hvis du ønsker at bearbejde et værk, kan du læse mere om hvordan du kan gøre det, hvad du må og ikke må, hos KODA her: https://koda.dk/viden-og-hjaelp/rettigheder/brug-af-andres-musik
KODA kan hjælpe med at kontakte rettighedshaverne for at søge tilladelse via denne formular: https://koda.dk/viden-og-hjaelp/rettigheder/brug-af-andres-musik/tilladelse
Covernummer
Hvis man laver et cover – dvs en indspilning af et eksisterende værk, hvor der ikke ændres i tekst, komposition eller arrangement – skal man ikke bruge en tilladelse fra rettighedshaverne. Man må gerne ændre i genre og tempo og give sit eget præg, men altså ikke væsentlige ændringer.
Hvis man udgiver et cover, skal man registrere det via dette link hos KODA, så ISRC-koden til det originale værk bliver tilknyttet i den internationale værkdatabase. Det bevirker, i samspil med streamingtjenesternes (DSP'ernes) licenseringsaftaler, at de oprindelige rettighedshavere modtager rette afregning jf. deres komposition- og sangskriver-rettigheder.
Registrer dit covernummer hos KODA her: https://koda.dk/viden-og-hjaelp/rettigheder/brug-af-andres-musik/registrer-dine-covernumre
Hvad gør du i Workstation - udgivelse af covernummer
Når du uploader dit covernummer i Workstation, gør du som vanligt, men skal være opmærksom på følgende:
Basics:
I feltet “Titel”: den originale værktitel skrives
I feltet “Special instructions”: skriv at det er en cover udgivelse.
Tracks:
I feltet “sangskriver”: den/de originale komponister og sangskrivere krediteres med borgerlige navne
I feltet “Titel”: den originale værktitel skrives
OBS. det originale artistnavn må ikke fremgå nogen steder
Publishing obligations: vælg “less than a 100%...”
Mekanisk licens
Der skal kun indhentes en mekanisk licens, hvis man vil lave fysiske eksemplarer af sit cover (indhentes via NCB), eller vil udgive det til streaming på en platform der ikke er dækket af en blanket license (især relevant ved udgivelse i USA).
DiGiDi leverer covermusik til USA (pr august 2026), men det er dit ansvar at indhente mekanisk licens. Du kan komme ud for at modtage krav om en mekaniske licens fra en streamingtjeneste i USA, da der er mange streamingtjenester som ikke har en blanket license aftale i USA.
Skal du indhente en mekanisk licens, kan du gøre det via f.eks. Songfile/Harry Fox eller EasySong, for både downloads (permanent downloads) og streaming (non-permanent downloads).
På denne liste hos MLC (den amerikanske pendant til NCB) kan du finde en liste over streamingtjenester og om hvorvidt de har blanket licensaftaler. Hvis der er tilladelse, vil der stå “Active” el.lign. under Status, og i så fald skal man altså ikke have mekanisk licens.
Ønsker du ikke at udgive i USA (eller andre territorier) kan du altid frabede dig det på Workstation, når du uploader din udgivelse under "Territory restrictions”.
Har du spørgsmål til udgivelse af covernumre, kan du altid skrive til DiGiDi på support@digidi.dk.



