Pas på! med at gøre brug af online markedsføring og playliste-pushers

Pas på! med at gøre brug af online markedsføring og playliste-pushers

Der findes mange legitime måder at markedsføre sin musik på (direkte reklamer på Spotify, Google, META - boost af opslag på SoMe, m.fl.), men der er desværre også en del markedsføringstjenester der er illegitime. Dette kan være meget svært at navigere i som uafhængig artist. Hvis man vil holde sig på den sikre side og gerne vil have mere eksponering, så vil vi foreslå at man laver reelle reklamer, booster opslag på SoMe eller hyrer et PR-bureau.

For at hjælpe jer med at undgå uheldige marketing-tilbud online, vil vi gerne dele nogle vigtige råd.

Formålet med musikmarketing er at præsentere din musik for nye lyttere og opbygge en større fanskare. Normalt investeres der i reklamer for at præsentere musikken for potentielle fans, ofte gennem et marketingselskab. Målet er, at nogle af disse nye lyttere bliver ved med at interagere med din musik, selv efter at kampagnen er afsluttet.

Selvfølgelig vil en kampagne føre til flere afspilninger end normalt, men det er afgørende, at der også ses en stigning i lyttertallet efter kampagnen. Hvis dette ikke sker, er det et tegn på, at du måske har benyttet dig af et marketingtilbud, der leverer "falske streams".

"Falske streams" stammer fra lytter-profiler, der ikke reelt interesserer sig for din musik, og som præsenteres som "organiske plays" - der er dog ikke en reel lytter bag disse profiler. Disse streams kommer typisk fra generiske playlister, der hurtigt forsvinder igen. Det kan for artisten virke som positivt at sangen får flere streams, men på lang sigt kan det skade dit nummers succes, især på Spotify.

  • Spotify bruger data til at anbefale nye kunstnere til lyttere med lignende musiksmag.

  • Hvis du betaler for at din musik placeres på usammenhængende (Genre/tema) playlister og opnår en masse streams derigennem, vil den senere gennem deres algoritmiske system kunne blive præsenteret for lyttere, som ikke nødvendigvis er interesserede i din genre eller forstår sproget.

  • Det er i sig selv negativt at den statistik påvirker hvem der bliver præsenteret for musikken, da det så ikke vil stemme overens med musikkens egentlige målgruppe. Man risikerer også at de lyttere der ifølge “ Statistikken” burde elske musikken og bliver præsenteret for den, men som ikke reelt er interesserede, skipper sangen før der er gået 31 sekunder.

  • Dette vil resultere i en høj skiprate på sangen som også vil påvirke algoritmen negativt.

Vi har ofte set, at kunstnere bliver kontaktet med marketing-tilbud fra folk, der udgiver sig for at være fans af deres musik. Her er nogle retningslinjer til at navigere i disse tilbud:

  1. Undgå marketing-tilbud, der lover et bestemt antal streams. Selvom de påstår, at det er "organiske plays" fra "100% rigtige mennesker", er dette sjældent tilfældet. Ingen kan garantere tusindvis af afspilninger uden mulighed for, at lyttere kan springe over.

  2. Vær kritisk, hvis nogen tilbyder dig marketing, fordi de har hørt din musik. Spørg dig selv: Hvordan har de fundet din udgivelse? Hvordan fungerer deres kampagner? Lover de playlisteplaceringer mod betaling?


De playlister der er legitime har allerede så højt et tryk fra folk der gerne vil være med på deres playliste at de ikke rækker ud til nye artister og "tilbyder placeringer mod betaling”. Hvis en playliste derimod kun er befolket af sange fra folk der har betalt for placeringer, så er kvaliteten nok ret lav og de lyttere der er på listen, er højst sandsynligt ikke reelle.

Der findes også legitime markedspladser for playlistekuratorer, hvor langt over størstedelen af playlisterne er reelle. De fleste markedspladser gør deres for at fange illegitime playlister, men der kan i perioder snige sig enkelte playlister ind der benytter sig af bots/falske streams. - Dette er selvom de ikke lover plays eller placeringer. Som udgangspunkt skal man bruge sin kritiske sans og fx. tjekke om man selv bedømmer at det nuværende navn/tema/indhold på listen passer til den mængde lyttere.

Som tommelfingerregel så er alle de systemer der reklamerer med at det er “Organic”, “Real“, “Active Listeners”, “Not Fake Streams” noget man bare skal holde sig fra. Hvis de føler et behov for at berolige læseren med disse keywords, så er det fordi de ved at der er grund til bekymring.

Så, summa summarum: Vær kritisk og hvis du vil holde dig på den sikre side og gerne vil have mere eksponering, så hold dig til reelle reklamer/boost af opslag på SoMe eller samarbejd med et PR-bureau.

Spotifys udbetalings- og bødepolitik (2024)

Spotifys udbetalings- og bødepolitik (2024)

Ekspert guider: Sådan bruger du TikTok som artist